Gå til hovedindhold

Hvem er vi

Specialdagtilbud Skovbrynet er Aarhus Kommunes bydækkende dagtilbud for børn i alderen 0–6 år med betydelige varige fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser, som er omfattet af Barnets Lov § 83.
Dagtilbuddet har plads til 92 børn, som er fordelt på fem afdelinger.
Visitation til Specialdagtilbud Skovbrynet sker via PPR i Aarhus kommune.

Indhold

    Skovbrynet består af fem afdelinger, som alle arbejder med udgangspunkt i det enkelte barns behov, ressourcer og udviklingsmuligheder.

    Afdeling Skovbo og afdeling Troldhøj er beliggende på Hestehavevej 10 i Højbjerg. Afdeling Nygårdsvej ligger på Nygårdsvej 13 i Højbjerg. Afdeling Skovhøj ligger på Janesvej 2 i Brabrand, og afdeling Stenhøj ligger på Stensagervej 9 i Viby J.

    I Skovbrynet har vi et særligt fokus på barnets sociale og følelsesmæssige udvikling. Vi arbejder målrettet med, at barnet får mulighed for at lære, udvikle sig og danne relationer til andre børn. Et centralt mål er, at barnet oplever sig som en del af et fællesskab og får støtte til at deltage på egne præmisser.

    Vi er et specialpædagogisk tilbud med højt uddannede medarbejdere, der har vidtgående kendskab til målgrupperne. Vi holder os ajour med den nyeste viden og forskning på området og arbejder tværfagligt med andre faggrupper omkring barnet.

    Det pædagogiske arbejde tager afsæt i et fælles fagligt fundament, som kan komme forskelligt til udtryk i de enkelte afdelinger afhængigt af børnegruppen. I nogle afdelinger arbejdes der med afsæt i neuropsykologi og neuropædagogik. I arbejdet med børn med autisme er fundamentet struktureret, visualiseret specialpædagogik, SVS.

    Vi arbejder med afsæt i det enkelte barn og udarbejder individuelle pædagogiske handleplaner, IPH, hvor forældrenes kendskab til barnet inddrages. Handleplanerne er med til at skabe retning for den pædagogiske indsats og understøtte barnets trivsel, udvikling og deltagelsesmuligheder.

    Det daglige samarbejde med forældrene er helt afgørende for barnets trivsel og udvikling. Vi samarbejder med det enkelte forældrepar ud fra barnets og familiens behov. Samarbejdet kan foregå gennem møder, telefonsamtaler eller skriftlig dialog.

    Derudover afholder vi en årlig konference, hvor vi sammen med forældrene gør status over barnets udvikling og trivsel og drøfter det videre forløb i dagtilbuddet.

     

    Sidst opdateret: 29. juni 2026